Gyrstinge Sø – absolut en tur værd


Tæt på naturen, tæt på græssende dyr, et betagende smukt landskab hele vejen rundt. Det får man, hvis man tager Søstien rundt om Gyrstinge Sø.

Hvis man planlægger en tur rundt om Gyrstinge Sø, så er det vigtigt at man er opmærksom på, at turen rundt foregår på trampesti. På stykket fra parkeringen ved Kilden/Store Bøgeskov og næsten frem til Dæmningen, foregår turen gennem fårefolde, op og ned ad stenter. Det er derfor ikke muligt at medbringe cykler, barnevogne, klapvogne, kørestole eller tage turen på rulleskøjter. Er man gangbesværet, så vil det nok være en for stor udfordring. Og i fugtigt vejr må man forberede sig på at få ret beskidt fodtøj.

Når det så er sagt, så er det en fantastisk smuk tur med et varieret terræn, der går lige fra de før omtalte fårefolde via skyggefulde skovstier til brede græsstier med fri udsigt ud over vandet. Og hvis man trænger til en pause undervejs, så kan man passende sætte sig op i det meget flotte fugleskjul, som Ringsted Produktionsskole lavede i 2017 i forbindelse med den officielle åbning af trampestien den 14. oktober.

Medbringer man frokost, så kan den f.eks. nydes ved Kilden, der tidligere havde ry for at være helbredende. Der forlyder intet om, hvorvidt rygtet er sandt eller ej, men har man fået reddet sig en vabel eller to undervejs på turen rundt, så tør jeg godt love, at det i hvert fald ikke bliver værre af at sætte sig ned og nyde Kilden og den smukke udsigt over søen!

Det er tilladt at have hund med rundt, hvilket jeg havde, men hunde skal naturligvis føres i snor på hele strækningen. Når man bevæger sig rundt i fårefoldene, skal det være respektfuldt og på fårenes præmisser. Man skal ikke lade sin(e) hund(e) komme for tæt på fårene, og man skal heller ikke selv begynde at fodre eller klappe fårene. Nyd at være tæt på dyrene, men hav respekt for, at de bor der, og at vi er turister på deres område. Passér fårene roligt og uden at råbe af dem eller på anden måde lave unødig larm.

Gyrstinge Sø har et rigt fugleliv. Danmarks Ornitologiske Forening har talt op til 175 forskellige arter. Da jeg gik turen en sen lørdag eftermiddag, holdt de mere specielle arter formentlig siesta. Ud over de sædvanlige måger, duer og alliker, så jeg ikke meget andet end en enkelt fiskehejre, der sad og slikkede solskin på en sten i vandet. Men er man heldig, så er der altså mulighed for at møde en masse forskellige fuglearter.

Turen rundt langs Søstien er lige omkring 10 km, og jeg kan på det varmeste anbefale, at man begiver sig ud på den smukke tur. Et godt tip til hundeejere: Hav vand med til din hund, for der er langt mellem stederne, hvor man kan komme ned til søen og lade hunden drikke vand. Og er du alene, så hav kun en enkelt hund med. Der er altså en del steder, hunden skal bæres over stenterne. Vær i øvrigt sikker på, at din hund (I SNOR!) kan færdes i fårefoldene, uden at gå helt amok – eller blive skræmt.

Et tip til alle: Gode vandresko kan anbefales, for underlaget er, som man må forvente på en trampesti. Vær mere fornuftig end jeg var. Af med ankelkæden og på med nogle ankelsokker i stedet for de små strømper, der stopper på foden. Man kan ikke undgå at få jord og grus op i vandrestøvlerne, og kombinationen bare ankler og ankelkæde giver vabler. JUST SAYING!

På med det fornuftige fodtøj og af sti af sted. God tur!