Uperfekt!


Jeg siger ikke, at jeg kommer til at elske de timer, jeg cykler – helt for mig selv, og med pulsen på 135-145. Jeg siger bare, at i morges varede timen ikke helt så længe, som de to foregående gange. Nåe ja, jeg cyklede faktisk også kun 59 minutter, but anyway … !!

Tiden går lidt hurtigere, når man har Petra i ørerne – altså Petra Nagel fra ’Petra elsker sig selv’. Det er en række udsendelser, der går ind under huden på mig. Måske fordi det er ’the story of my life’. Faktisk er det så skræmmende meget mig, at jeg bliver i tvivl om hvorvidt det ER mig, der har skrevet manuskriptet.

Og mens jeg sidder der og bliver lidt ramt i mit inderste af Petras kamp for at elske sig selv bare en lille bitte smule, så kan jeg sidde og kigge på alle de andre i ’min’ gymnastikbutik. Nogle føler sig formentlig perfekte – de ser i hvert fald perfekte ud, men andre har det med garanti ligesom mig. Følelsen af at være uperfekt – helt forkert, alt for tyk, have en helt forkert krop, være alt for utilpasset og alt det andet, der hører med til at føle sig uperfekt.

Og midt i mit uperfekte ’jeg’, glædes jeg. Jeg glædes over, at på lige netop dette sted, samles vi – alle os, der føler os uperfekte. Og selvom nogle af dem, der kommer der, føler sig perfekte, så føler vi os velkomne. Vi accepterer hinanden, som vi er. Vi accepterer at folk træner på deres eget niveau – efter lyst, formåen og evner. JEG bliver accepteret – som danseinstruktør, uden at være særlig fiks, danseagtig eller med naturlig flair for elegance. Dem, der går på danseholdene bliver accepteret – både dem, der danser rigtig godt, og så dem, der efter mange år stadig aldrig har ramt takterne i dansen.

På dette fristed kan jeg komme i det farverige, spraglede tøj, i det nye tøj eller det gamle tøj. Eller i alt det sorte tøj de dage, hvor jeg allermest ønsker at skjule det, jeg ikke selv orker at glo på. På dette fristed behøver jeg slet ikke være perfekt og jeg bliver ikke hele tiden mindet om, at jeg ikke er det. Selvom det ikke ændrer på den evindelige higen efter bekræftelse, fordi jeg aldrig tror det, jeg gør, er godt nok, så giver det frihed til at glemme det uperfekte for en stund – i hvert fald for det meste. Og jeg ved at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.

Jeg siger ikke, at jeg kommer til at elske de timer, jeg cykler. Jeg siger bare, at indtil man lærer at holde af sig selv, så er det vigtigt at have et sted, hvor man ikke altid føler sig underlegen, altid føler sig endnu mere uperfekt og hvor de andre, der kommer det samme sted, ikke kun vil se og hylde det perfekte. Det er bare det, jeg siger.

“But there’s a hope that’s waiting for you in the dark
You should know you’re beautiful just the way you are
And you don’t have to change a thing, the world could change its heart
No scars to your beautiful, we’re stars and we’re beautiful!”

Alessia Cara, Scars to Your Beautiful

13.05.2017/Heidi Taymyr

——————-