Fyldt mørbrad


Afpudset svinemørbrad er faktisk – rent kaloriemæssigt – på linie med kyllingefilet. I modsætning til kylling, tæller svinekød dog med i de 500 g tilberedt rødt kød (altså kød fra firbenede dyr), som de officielle anbefalinger foreskriver, at vi skal holde os til (eller under) om ugen.

Svinemørbrad er et stykke kød, der kan tilberedes på et utal af måder – her er mit forslag på fyldt mørbrad.

Ingredienser

Mørbradfad

  • 1 svinemørbrad, afpudset
  • Smøreost med chilismag (jeg brugte VioLife Creamy Hot Chili, da Jesper ikke kan tåle laktose)
  • Purløg – eller andre friske krydderurter
  • Sød chilisauce
  • Salt/peber
  • Bacon (jeg brugte 1½ pakke til den størrelse mørbrad jeg havde)
  • 1 stor sød kartoffel
  • Olie


Salat

  • Frisk spinat
  • Forårsløg
  • 1 æble i tern
  • Frisk ingefær i tern
  • ½ frisk chili i tern
  • Persille
  • Valnøddeolie
  • Dijonsennep
  • Æbleeddike
  • Lidt chilihonning

Fremgangsmåde

Mørbrad

Afpuds mørbraden og skær den op på den lange led – ikke helt igennem, men således at den kan ‘foldes ud’. Bland smøreost, krydderurter, sød chilisauce og salt/peber og smør det ud på mørbraden. Fold mørbraden sammen og rul baconskiver omkring.
Vask den store, søde kartoffel grundigt. Skær den i tynde skiver og læg skiverne i et ildfast fad. Krydr med salt og peber og hæld lidt olie over.
Læg mørbraden på kartoffelskiverne og sæt det i en 200 grader varm ovn i ca. 35-40 minutter (min fik 40 minutter, og jeg den var saftig, men jeg ville gerne have taget et par minutter fra stegetiden!).

Salat

Læg den friske, skyllede spinat i bunden af et fad. Snit forårsløg i tynde skiver og skær æblet i små tern. Begge dele lægges oven på spinaten.Skær ca. 10 cm frisk ingefær og en halv rød chili (med eller uden kerner – alt efter hvor stærk man ønsker det) i meget små tern og læg over. Top med frisk, skyllet persille.

Pisk valnøddeolie, dijonsennep og æbleeddike sammen, smag til med lidt (chili)honning og hæld over salaten.

Velbekomme !!

Sense
HF1-2 Sød kartoffel, spinat, forårsløg, ingefær, chili, persille, purløg
HF3 Mørbrad og bacon
HF4 Æbletern
Fedt Olie og smøreost